Vores sejlerskole
Velkommen i vores sejlerskole, hvor du tilbydes at lære at sejle. Lige fra at du kan sejle ind og ud af havnen for sejl, komme gennem navigationens mysterier og til at vide, hvem der har vigepligten, når du møder en anden båd. Vi kommer så at sige hele kompasset rundt, hvad enten du er til sejlbåd eller motorbåd.
Vores sejlklub er mere end 60 år gammel og vores sejlerskole er næsten lige så gammel. For at sikre et fortsat højt niveau i skolen blev vi i 2011 certificeret af Dansk Sejlunion. Vi er fortsat certificeret og det er din sikkerhed for en kvalificeret sejleruddannelse.
I mere end 20 år har vi gennemført undervisning til duelighedsbevis. Undervisningen starter i efteråret og afsluttes i marts/april med eksamen. Hvorefter der er et kort kursus i praktisk sejlads i en motorbåd, som afsluttes med en prøve. Hvis du består begge dele, har du erhvervet duelighedsbeviset.
Hver sommer tilbyder vi undervisning i praktisk sejlads. Undervisningen foregår i klubbens 3 skolebåde af typen Int. 806. Vi har bådene Monique, Michelle og Madelaine. Bådene er 8,06 m lange og 2,33 m brede. De er meget velsejlende, hurtige og af god kvalitet. De er særdeles velegnede som skolebåde, da de er stabile og reagerer hurtigt på dine manøvrer. Du vil således hurtigt komme til at nyde at sejle med en af disse både. Bådene er perfekte til 3 elever og en instruktør og vi kører praktisk sejlads i månederne maj – juni – august og september.
Et samlet sejlerskolekursus består af to kurser: teoretisk kursus til duelighedsbeviset (en vinter) og kursus i praktisk sejlads (to somre). Kurserne skal tilmeldes hver for sig. Du kan selv vælge rækkefølgen. Hvis du er helt uden sejlkendskab, kan det måske være en fordel at starte med den praktiske sejlads, så er du bedre rustet til den teoretiske del om vinteren og så afslutte med det 2. år i praktisk sejlads.
Efter behov gennemfører vi også undervisning, som leder frem til Yachtskippereksamen af 3. grad, kursus i VHF/SRC mv.
Læs mere om vores certificering, aftenundervisningen om vinteren osv.
“Et er søkort at forstå, noget andet er skib at føre”
MÅL: “Det skal være sjovt og give saltvand i håret”