Her er første novelle:
“Havde far bare set” af Ronald Andersen (2007-06-25)
Til Mik for sit værk…
ØSTERSØEN AUGUST 1978
Vi løber vel de der 8 knob. I fint og roligt vejr. Dog havde solen valgt at holde lav profil, så det hele var lidt gråt. Vi var godt og vel midt i den vestlige Østersø og kløvede de små dønninger med vores skarpe stævn. Min far stod til rors. Det var hans skiw. M/b Bjørgvin af 1943. Kalmerfyr på eg, 32 fod, med en Mercedes 200, 80 hk. Det var ikke en stille maskine, men den gik godt og vi kunne godt løbe 10 knob i en kort periode. Hvis vi gjorde det for længe, sneg termometeret sig op mod de femoghalvfems grader. Det syntes den gamle var lidt varmt, og så linede han lidt på håndtaget igen.
Far skulle besøge onkel Elmer i Rønne, og jeg var, trods midt i en plade indspilning, forhyret som styrmand på rejse fra København. En grad jeg var ophøjet til da Far opdagede at jeg havde talent for navigation i de indre danske farvande. Far ville holde ferie hos onkel Elmer i en uge, så skulle jeg over igen og påmønstre til retur sejladsen, når de to gamle var blevet trætte af hinanden.
Der gik ofte kun én dag, så var de i gang med at memorere anden verdenskrigs udvikling og afvikling på Bornholm, men de kunne aldrig blive enige om alle de forskellige datoer for lige så mange forskellige hændelser. Og så blev de sure og gik lidt med ryggen til hinanden i en time, indtil Far sagde ”Nåh, vi skal vel have lidt frokost”. Så tændte han en cerut og gik i gang med at koge æg til sildene. Elmer fandt hurtigt snapsen frem, og så kom der nye historier, mens vi sad og gloede ud på Skt. Mortensgade for at se efter hvem der kom nu…
Der var ikke meget trafik dér i Østersøen. Men et stykke ude bagbord kom en gul coaster buldrende, tungt lastet. Jeg sagde ikke noget, Far sagde ikke noget, så det hele var vel i orden. God sigtbarhed.
”Kaffe?” spurgte jeg…
”Ja… og lidt frokost ka’ vi vel også ta’…”
Far stod og duvede med Bjørgvins afslappede bevægelser.
Jeg krøb sammen i kahytten, tændte de ulovlige bygas apparater, der med slange og kobberrør var koblet til den gule kosan gasflaske uden for. Det var vist ikke helt reglementeret, men det fandt jeg først ud af mange år senere.
Kedelen skulle sættes over og den blå emalje kaffekande findes frem.
I skabet lå pålæg og brød. Alt sammen skulle anrettes på motorkassen i cockpittet, så man kunne smøre sig et par madder.
Kaffen var lavet, madderne spist, med en øl til. Og coasteren kom nærmere.
Jeg hev kiggerten frem og så i retning mod det gule skib. Om der var nogen på broen eller om vedkommende sad så lavt at han ikke kunne se os og vi ikke ham, vides ikke, men sikkert var det at det gule monster fortsatte sin kurs ufortrødent.
Og her opdagede jeg så at vi med pejling havde skærende kurs ret mod hinanden, hvis vi holdt samme fart begge to.
”Hmrf…du far… du har vel set ham der?”
Far kastede et hurtigt blik ud af bagbords styrehus rude.
”Ja…hvad er der med ham?” Far smilede til mig.
Men i stemmen lå der ikke invitation til at diskutere Bjørgvins skippers beslutning.
Og Østersøen var jo når alt kommer til alt ret stor… men alligevel.
Jeg løftede motorkassens låg og lyste ned i maskinen, sådan for lige at se efter kileremme eventuelt oliespild og var der ellers kunne være…
Varmen slog mig i hovedet, men det hele lugtede rigtigt, og der var ikke noget der var ved at falde fra hinanden.
Det gule monster var stadig på skærende kurs. I smug tog jeg mine ”gentagende pejlinger” som det hedder.
”Øh.. du mener ikke vi skal gå agten om ham?” spurgte jeg så stille man nu kan når en Mercedes maskine høres i arbejde.
”Han er jo på vores bagbord side, så er det jo op til ham at gå agten om”. Far var stram i ansigtet.
Ja, tænkte jeg, hvis der overhovedet er nogen på broen der ser os. Jeg løftede kiggerten og så mod det gule fartøj med sin tunge last. Mest med forhåbning om at der også stod en på deres bro med kiggert og holdt øje med os.
Jeg så ikke nogen.
”Du ved godt at reglerne er lavet om så lystfartøjer skal vige for erhverv ikke?”
”Næhh” sagde far og stirrede ligefrem efter hen over vores fordæk.
”Han smutter nok agten om os.”
Jo nærmere han kom, jo mere forsøgte jeg at spille ligeglad. Tror endda at jeg hev pøsen frem og gav mig tid til at pisse uden at se op. Hvordan skal man også sige noget til en mand der har sejlet Østersøen tyndt, og så endda under krigen.
”Nåhh” sagde far så. ”Han er ikke sådan at slippe af med.”
Jeg havde tømt pøsens indhold ud over siden og løftede blikket og spejdede ud mod østlige Østersø. Men det meste af mit udsyn blev forstyrret af den nu efterhånden store gule coaster med dækslast.
”Men vi skal jo holde kurs og fart, sådan har det altid været”. Far stod med sin cerut der vippede i munden hver gang han sagde noget.
Jo, Far var jo maskinmanden Willy Andersen på Dansk Fransk rederiets Mary North, og matros med hundrede roervagter på adskillige andre skibe. Også under anden verdenskrig, med udgangspunkt fra Rønne som atten årrig hos skipper Hinze.
Så han vidste vel….
Men nu var der vel en små to hundrede meter til hans stævn som om lidt ville være midt skibs for os. Ting går pludseligt hurtigt, og afstande der før var store er pludselig meget, meget små.
Jeg syntes jeg hørte et svagt suk da fars store næve langsomt løftede sig fra sin behagelige position på rattet. Som i slow motion landede den knyttede næve på manøvrehåndtaget, der stod næsten ret frem. Med et lille knirk sank håndtaget, som altid bandt lidt i forbindelseskablerne til maskine og gear, lidt længere ned.
Mercedesen lød nu lidt mere hidsig og agter enden sank ned i en hækbølge der mest af alt pludselig lignede en rævehale. Udstødnings osen skiftede farve fra den lyse grå til en lidt mere mørkt tonet farve, der helt sikker indikerede at der blev lavet lidt mere. Lige så sås viseren på termometeret til kølvand, rejse sig lidt, samtidig med at loggen steg fra otte til 10 knob.
Og kort efter buldrede den store coaster agten om os. Jeg så stadig ikke nogen på broen.
Hans kølvand indikerede ikke noget om at han havde skiftet kurs. Og kort efter fik vi hans bov og hækbølge ind agten for tværs, og røven løftede sig lidt.
Hændelsen blev mødt med larmende tavshed, og Far trak blot lidt tilbage i håndtaget så vi faldt tilbage på de 8 knob. ”Vi bruger jo for meget brændstof hvis vi fortsætter sådan her…”
Far fandt sin gamle benzin lighter frem og gen- tændte sin Caminante cerut.
”Er der mere kaffe?”. Far rakte kruset frem.
Jeg var lidt nervøs, men fandt hurtig roen igen da Far begyndte at pulse på sin cerut.
”Han skal vige når han kommer på vores bagbord. Det ved de godt…”
Så blev der ikke talt mere om det….
Jeg stod til rors da lysene fra Rønne kom nærmere. Vi skulle ind i Nørrekås, vi var blevet lidt forsat af strøm og der skulle korrigeres kurs. Men fyret på Nørrekås bådehavn, var ikke sådan lige til at få øje på og indsejlingshullet var lidt på størrelse med bredden på Bjørgvin, så det handlede om at ramme rigtigt. Far overtog roret, jeg hold udkig, og vi luskede til sidst langs Rønne havns moler og svingede flot rundt molen i den lille Nørrekås havn.
Vi smed anker ude foran, bakkede ind på en tom plads, og tog en ”havnebajer”. Jeg skrev færdig i logbogen og studerede min egne fortegnelser om mødet med det gule tunge uhyre på Østersøen. Det så lidt ud som om jeg havde besluttet at betragte det lige så ufarligt som min far, og havde besluttet mig til at det jo var coasteren der skulle vige og holde udkig. Og… ja det var vist også sådan at loven var ret ny, eller….
Men Elmer fik historien da vi kom op på Skt. Mortensgade.
Fars cerut dinglede mens han sad og grinede lidt tørt. Man var vel ikke bange for sådan en smule gult skiw…
Var jeg?…
KØBENHAVNS MOTORBÅDSKLUB AMAGER EFTERÅR 1991
Vi sagde ikke så meget til hinanden, nød kun aften lyset ud over Øresund.
Far stod med sin cerut og styrede med venstre arm liggende over fordækket inden for styrehuset, hånden bøjet tilbage og tommel og pegefinger på en af ratknasterne.
Han har ondt i ryggen, men siger at han har fået en blokade…
”Vi løber en tur ud om Middelgrund, så ka´ du komme med hjem og spise bøf med spejlæg, det kan du jo så godt li!” Far drejede lidt på rattet for at styre op mod Middelgrunden.
Bjørgvin løb sine 7 knob. Den nye Mercedes var ikke helt så kraftig. Der var let sø.
Jeg sad på motorkassen. Af og til så jeg op på far. Han er lige fyldt femoghalvfjerds, er han gammel nu? Virkede han træt?
Vi passerede en lille tanker da vi løb rundt om Middelgrunden.
”Far… ka’ du huske da vi løb om kap med den dér russiske trawler da vi lige havde fået den første maskine i?”
”Dodgen.. traktorline motoren, ja… de troede jo vi var toldvæsenet fordi vi havde splitflag og kunne sejle så hurtigt.” Far smilede og hyggede sig med tanken om at vi kunne sejle så stærkt.
”Ja.. og der kom pludselig folk ud på broen og kiggede efter os med kiggert”
”Jo, de var på vagt de dér russere med deres spionskibe, vi løb vel en ti elleve knob. Synd at vi ikke fik den maskine tilbage”
”Ja.. han begik selvmord ham der skulle hovedreparere den.. det var Julle kan jeg huske”
”Ja, de fandt ham i sin stol hjemme, og så lå min maskine dér splittet ad på værkstedet… det kunne vist ikke betale sig at samle den igen” Far satte kurs ind mod Prøvestenen og Kraftværks havnen. Københavns Motorbådsklubs lille havn ligger der inde i bunden, og man skal slå et lille sving i den smalle rende for at komme helt ind i den lille havn.
Det var efterhånden blevet helt mørkt. Det plejede ikke at være noget problem, men far sagde pludselig at han ikke kunne se mærkerne i renden.
”Du Ronald, stik lige hovedet ud og se efter mærkerne, jeg ka’ sku ikke se dem, jeg bliver blændet af fyret.
Fyret er et kasseret fyrskibs fyr der er stillet op til pynt lige ved havne hullet, men der er et svagt lys i.
Jeg dirigerede far ind, men syntes han var faretruende tæt på rendens kant. Der skulle ikke meget til, så ville vi stå der.
Vi kom ind i havnen og far skulle bakke tilbage på pladsen. På bådebroerne er de små lamper tændt.
”Jeg ka’ sku ikke se vores plads” far stirrede agterud.
”De skide lamper blænder mig”
Jeg undredes, fordi det netop er en bestemt lampe der leder os ind på vores plads.
”Jamen du skal da bare bakke tilbage efter dén lampe, så er du inde” jeg stillede mig til side så far kunne se, og pegede mod lyset.
”Jeg ka´ fandme ikke se pladsen” sagde han irriteret
”Skal jeg?” jeg har bakket Bjørgvin ind flere gange før.
”Nej… bare lad være med at stå i vejen” Han lød irriteret.
Far var på vej til at bakke ind på en forkert plads, men opdagede det i sidste øjeblik, gik frem på maskinen med et ordentligt ryk der fik mig til at vælte.
”Hva fanden er det for noget lort, de skide lamper blænder ad helvede til” sagde han irriteret.
Det havde de aldrig gjort før.
”Styr efter dén lampe far” Jeg pegede, og vidste at han under ingen omstændigheder ville lade mig lægge ind. Han skulle selv, og jeg accepterede.
Lidt skævt kom vi ind, fik fortøjet, far stoppede maskinen og smilede lidt igen.
Vi hjalp hinanden med at lukke ned.
Far gad ikke gå i klubhuset.
”Vi kører hjem og spiser” sagde han da vi gik ud af lågen og hen til min bil.
Jeg så lidt på ham….
Havde en underlig fornemmelse i hovedet…
Kunne han ikke se så godt mere… Jeg stoppede lidt op og så tilbage mod båden
Var det fars sidste tur…?
CHRISTIANSHAVNS KANAL FORÅR 1963
Vi luskede stille af sted, far og mig i den lille seks meter klinkbyggede jolle med en lille kahyt, en ny lille ét cylindrede Kim motor. Den gamle Fjeldebro motor blev ved med at drille, så den røg ud.
Det var fars første egen båd som han så fint havde sat i stand med nyt vindspejl efter han var gået i land efter mange år på søen. Presenning og kistebænke, alt sammen noget han selv havde sat op og bygget så fint. Under broen ved Christianshavns torv, hen forbi fars arbejdsplads, B&W’s forsøgsafdeling hvor prøve hallen lå helt ud til kanalen. Vi skulle ud på en lille havne tur. Og dér, lidt længere henne ved Grønlandsk handel ligger den. En smuk lang hvid chalup. Lidt hærget og tydelig efterladt i tvivlsom stand, men så flot at hver gang vi sejler forbi den, så slår far ned i fart. Vi skal lige nyde den.
Men denne gang stoppede far helt op.
”Jeg skal sku lige ombord og kigge” sagde han
”Jamen det kan vi da ikke, vi kender jo ikke dem der har den” svarede jeg med nervøs stemme. Tænk hvis der kom nogen og så at vi var ombord.
”De siger at den er til salg, så det var måske noget for os”. Far svingede den lille jolle ind og lagde siden til Bjørgvin som jeg kunne se den hed. Den er noget længere end jollen, og jeg syntes den ligner Bornholmerbådenes ”Kongedybet”, så den vil jeg gerne sejle med.
Som tolv årrig er der stadig meget barnlig fantasi tilbage.
Far stoppede motoren og bad mig holde båden ind til Bjørgvin.
Let svingede han benene over cockpit siden og var hurtigt ombord.
”Sæt en tovende og kom med ombord Ronald…”
”Jamen hvis der nu er nogen der ser os”
”Ja.. hvad så, vi skal måske købe den.” sagde far irriteret.
”Købe den?” svarede jeg overrasket. Så stor en motor båd havde jeg aldrig sejle i.
Jeg satte en ende så vores jolle blev liggende uden på Bjørgvin og følte samtidig en lidt sørgmodig stemning. Tænk hvis vi ikke mere skulle tøffe rundt i den lille jolle, som aldrig har fået noget navn. Vi har dog trods alt allerede været på Saltholm med den, ude og fiske vinter fisk og sejlet rigtig mange havne ture ud til Teglholmen hvor mor havde frokostkurven med og lagde dug på den lille motorkasse. For ikke at tale om de mange gange far måtte ”skrive brev til motoren” når den ikke ville starte. Af med tændrøret, ridse lidt med en blyant på elektroden, i med det igen, og så et par swing med håndtaget på det store svinghjul, så tøffede vi videre.
Der var ingen ting i Bjørgvin andet end resterne af en stor tung gear kasse, vist nok fra en kraftig traktormotor, vidste far. Jo han havde lavet lidt research som det hedder nu.
Roret var der med et kæde og vejer træk, men ellers ikke noget.
”Ja, vi skal jo selv bygge det hele op, og finde en motor” far gik forsigtigt rund på de nøgne spanter og var helt optaget af at undersøge alt. Nede og kravle i bunden for at se hvor der kom vand ind, stå lidt og fornemme hvordan det hele kunne komme til at se ud. Der kom ikke nogen og smed os væk, så jeg faldt til ro og fandt hurtigt ind i agter kahytten hvor der dog trods alt var to køjer.
”Det skal være min kahyt” sagde jeg frejdigt.
”Ja.. men så må du jo selv sætte den i stand dreng.” Far så ikke på mig men var optaget af at undersøge motorfundamentet.
”Det skal jeg nok” fik jeg måske sagt lidt for frisk uden at ane hvad det hele gik ud på.
Men jeg tror nok at jeg kunne mærke at jeg gerne ville sejle rundt i så flot en båd. Det ville være en af de største lyst både i Christianshavn.
Jeg var med oppe hos dem der solgte, da kuverten med det første afdrag blev overrakt.
De boede på tredje sal på Islandsbrygge. Ejeren var bådebygger på Grønlandsk Handel rederiet der sejler Grønland og som tidligere havde haft Bjørgvin til repræsentations sejlads.
Blev hurtigt gode venner med den ene datter af familien. Som tolvårig begynder tingene jo at røre på sig og hun var sød. Det var hele familien for resten. Aftaler om at hjælpe til når Bjørgvin skulle på land første gang og have udskiftet dele af stævnen blev indgået. Tal som 5000 kr. med afdrag over et par år hørtes.
”Bygget i 1943 på Helsingør i skibsværft af lærlinge til en ingeniør, så det…”
”Men jeg skal nok hjælpe dig med nogle af udskiftningerne”
”Ja tak” sagde far og satte ølflasken til munden mens mig og Maria slugte en citronvand og snakkede skole.
”Så er båden vores?” spurgte jeg da Far og jeg satte os op på cyklerne for at komme hjem og fortælle mor om handlen.
Far smilede og kiggede ret frem.
”Ja… nu er hun vores…”
I hånden holdt han kuverten med en skriftlig aftale og kvittering for handlen.
Ny stævn fik Bjørgvin og jeg så lidt til Maria af og til…
SNEKKERSTEN SEPTEMBER 2001
Det giver et ordentligt stød i hele skiwet. Jeg ligger under bunden styrbords ude agter. Boltene til lejebukkende skal spændes med en tretten nøgle. Nøglen falder fra mig ved det første hårde stød. Bjørgvin står på vognen på Snekkersten bedding. Bulderet og de efterfølgende voldsomme tunge dunk kommer fra Miks store mukkert. Jeg rejser mig og kravler ud fra bunden, for at se denne modne vævre mandsperson løfte den store mukkert op i hovedhøjde, mens han holder reglementeret på skaftet med venstre hånd yders mod enden, og højre hånd lidt længere inde, så værktøjet kunne styres. Her står han og ligner en der vil slå mit skiw til pindebrænde. Freddie og Mik har jo ved adskillige lejligheder selv sagt at det eneste man behøver til det gamle lort dér, er en dunk Esso blue og en æske Tordenskjold. Så det er nærliggende at tro at skiwets sidste time er kommet nu. Der var så meget andet vi troede der var sidste time nu…Men Mik var ved at slå rustfri rundjern gennem det nye motorfundament som jeg havde fået råd til få lavet, via en skilsmisse. Så kan det da bruges til noget. Kort forinden ligger jeg og renser bunden ud for gammelt olie slam. Maskinen er taget ud af båden og står på værkstedet hvor Freddie renoverer den med nye hydraulik slanger m.m.
”Har du hørt det” Freddie står og ser målløs ud i ansigtet.
”Hørt hvad?” Sort som en neger på grund af gammelt olieslam fra bunden stikker jeg hovedet op over Cockpit kanten.
”Ja, det er noget med en flyver der er fløjet ind i et højhus i New York”
”Nå… de har nok taget fejl.” Svarer jeg og synker ned i sumpen igen.
Kort efter kommer Freddie ud igen.
”Nu er der én til der er fløjet ind i noget de kalder Twin Tower…det er vist terror handling.
Jeg rejser mig i fuld højde og har pludselig sådan en underlig osteklokke fornemmelse.
Freddie og jeg sidder inde på værkstedet og lytter radio. To store passagerrutefly, high jacket, fløjet ind i de to store bygninger. Hellig krig nu o.s.v.
Mik kommer ind på værkstedet, lidt mere alvorlig end ellers. ”Sikke en redelighed hva!”
”Tredje verdenskrig?” spørger vi hinanden, samtidig med vi i en eller anden form siger ”Skide muslimer…” Joo… angsten for det fremmede dukker pludseligt klart op lige foran os alle tre. Og så sidder vi dér og glor på hinanden over en kop kaffe fra Freddies termokande.
Strandvejen og turen ind til Helsingør hvor jeg skal handle reservedele i Nordhavnen, virker så fremmed. Det er som om der ikke er noget trafik. Ingen mennesker. Kommer alle de fremmede nu med dyttende biler og flag ud af vinduet for at overtage lille uskyldige Danmark? Tanken ligger ikke lang væk. Hvad havde sat alt det i gang med de flyvere?
Men det er så fjernt fra Mik, Freddie og mig. Vi laver jo Skiw. Jeg har tjent på skilsmissen og oven i købet fundet ny kæreste. Jeg kan lade en professionel bådebygger udskifte mit motorfundament, lægge fire nye bundstokke i, lave nye dørkplader og køjer i agter kahytten. Jeg har ikke tid til tredje verdenskrig. Jeg skal vise renoveret skiw frem til min nye kæreste Lotte fra Jylland, inden hun flytter over til mig.
Havde far levet, så ville han blive stolt. Ikke over mig. Jeg får hele tiden enten slebet for lidt af eller smurt for lidt lak på. Så jeg må rense bund og smørere fribord. Så skal Mik og Freddie nok klare resten. Hvis jeg bare betaler. ”Vi finder en ordning…” var Mik eneste kommentar, når vi begge gang på gang opdager at vi nok også hellere må udskifte det stykke pindebrænde dér agter, med en ordentlig stok. Jeg bævrer. Men Mik gnækker og henter harmonikaen. Så må jeg hive guitaren frem fra beddings kontoret hvor den står i øjeblikket. Ja havde far levet, så ville han med ansigtet i kender mine og anerkendelse havde set Mik ligge på knæ i agter kahytten med fleksibel skabelon og tage mål efter ”damens” fine bagparti, så hun kunne få værdig støtte til de langsgående planker.
Så ville far havde set hvordan Mik lettere pustende og stønnende hev den tunge nye agterste bundstok op, mærkede af, ned igen, høvle, løfte op igen, mærke mere, ned igen høvle, op igen, for til sidst at høre det der vakuum svup da bundstok sugede sig fast til plankerne og hen over kølen, for aldrig at skulle af mere…. Dét dér svup glemmer jeg aldrig, akkompagneret af Miks ”Ha… så sidder den der fandme som pik i Grethes… hold kæft hvor er jeg go´, når jeg nu selv skal sige det.”
Det er den bundstok jeg har stukket bolte ned igennem, så lejebukken der støtter skrueakslen har noget at holde fast i. Men det er den midterste bundstok Mik står og banker i med sin svære mukkert. Jeg kan ikke få øjnene fra ham mens han tæver et stykke rustfrit rundjern ned igennem først motorfundament, for derefter at hæfte sig sammen med bundstokken.
”Skal det ikke skrues?” Når jeg at spørge i en pause mellem slagene.
Kun lidt forpustet, kommer svaret fra Mik: ”Når den her stang er slået ned igennem hullet, så vokser træet sammen om rundjernet hér, og du får det aldrig fra hinanden igen, men det er vel heller ikke meningen gamle ven…” Mik fløjter og løfter mukkerten og slår et slag for verdenen og søfart, så ku’ de vel selv løse deres religions kriser rundt om.
Havde far bare set…..
NOKKEN FORÅR 1964
Det var en irriterende tung cykeltur ud af Artillerivej mod Nokken, for enden af Islands brygge. Der var andre ting jeg hellere ville end at cykle ud med mad til far og hjælpe lidt til. Pudsigt som der er ting der ikke forandre sig, men alligevel må gøres. Og det var altså der ude på Nokken man kunne hale sine både op på usikre skinner der bar usikre vogne, men som altid blev betjent kyndigt, af mere eller mindre tavse og lidt berusede mænd. Jeg hørte aldrig om både der var væltet af vogn eller skinner. Kun noget der var lige ved. Lidt farligt skulle det være. Børge havde et ophalested, lidt værksted og en hytte der stod på pæle lidt ud i vandet i Københavns sydlige havne ende på Amager-siden ved siden af lossepladsen. Rundt om hans hytte var med løs hånd og pap søm strøet andre hytter. System var der ikke i noget af det. Blev det for koldt kunne man altid sætte sig ind i Børges hus. For enden af huset var en smal både bro. Og forenden af den lå Børges kutter fortøjet med agterenden ud mod Teglholmen på den anden side af havnen. Og alle de små fiskerbåde svajede frem og tilbage når Carl Nielsens sandpumpere med lidt for stor fart futtede rundt hjørnet mellem kul pladsen og Teglholmen for at holde fyraften inde i bunden af Teglværkshavnen.
Skoletasken med termokande og madpakke blev pakket ud inde i Børges hus. Tuborg-flaskerne kom frem.
”Vi ka’ sku itte bliv’ siddende for længe gutter…” Bådebyggeren slugte sin bajer næste i et drag.
Svede kassen var varmet op og dampen stod ud af begge ender på den lange trækasse.
Far skulle have et par nye planker i sit nye skiw. Egentlig var jeg ligeglad. Jeg ventede blot på at Bjørgvin kunne komme i vandet, så jeg kunne udleve mine fantasier om at vi sejlede med bornholmerbåden ”Kongedybet” og jeg var styrmand. Tænkte ikke meget over at vi kunne synke med de rådne planker der var nød til at blive skiftet og som far havde stukket med kniv i og kasseret. Far havde sagt at hvis jeg skulle have agter kahytten og bo i, så måtte jeg selv sætte den i stand. Men skrabejernet var mig noget sløvt, og fantasien om at jeg var Italiensk værftsarbejde hjalp kun kort. Jeg mener at kunne sige at de flere lange uheldige ridser jeg fik lavet i styrbords kahytsside stadig er der, om end de er jævnet lidt ud med tiden. ”Kønt er det sku ikke, hva’ fanden har du lavet dreng?” Far gloede måbende på mig.
”Jamen det sidder jo fast så jeg troede at jeg…” Jeg sad sammensunket på køjen med det primitive skrabejern i hånden. Heldigvis var det ved at blive mørkt, så skulle vi snart hjem. Jeg skulle jo gerne i skole. Eller nærmere, det gad jeg heller ikke.
”Nåh.. som kom ud og hjælp med holde for, når vi sætter den nye planke op. Man pas på, den er varm. Den er lige kommet ud af svedekassen.”
Far og ham den anden som var bådebyggeren, skubbede planken op i åbningen. To kobber spir blev stukket ind gennem planken og spandet. Jeg skulle lægge naglen over spiret og holde en tung rund klods med et hul i midten, ned over så, når far slog spiret op, så kravlede ringen ned og satte sig fast om spiret. Men jeg måtte ikke selv nitte. Jeg måtte ud og holde for på kobber spiret uden bords, med den tunge klods mens far nittede hen over ringen, inden bors. To slag med hammeren på bordet signalerede at han var færdig med at nitte og vi kunne gå videre til næste spandt. ”Men du skal holde ordentlig for. Ellers kan jeg ikke nitte. Så slår jeg spiret ud igen.”
Planken bøjede sig villigt efter bundes form. Varm og fugtig og helt ny. Der var en god lugt på pladsen. En blanding af damp, træ og forunderligt nok også tjære, selvom jeg aldrig så noget den aften.
De primitive gadelygter tændtes over de ujævne grusveje. Lysets skær reflekteredes i strøm trådende der forbandt lygterne, der med sin hvide flade skærm og sin nøgne pærer hang der oppe på de rå træ master, der sådan lidt tilfældigt var placeret hvor man nu mente der var behov for lys.
Børge havde ikke lys på pladsen med alle jollerne der stod på land, men en af gadelygterne gav lige nok lys til at man kunne orientere sig. I det fjerne kunne jeg hører rådhus uret. Mon ikke vi snart skulle til at cykle hjem, far og mig…
Lyset fra kulpladsen ved HC Ørstedsværket og Teglholmen spejlede sig nu i den rolige havnevand, der af og til blev brudt af en eller anden dum fugl der troede den kunne fange en fisk. Men de fisk der var, var lukket inde i fritidsfiskernes hyttefade, der lå fortøjet til de primitive spinkle bådebroer. De var ikke til at få fat i for de sultne måger, der sure og skuffede skræppede op og lettede med kurs mod Sundet.
Det sund som jeg så forfærdeligt længtes efter at besejle med fars og min stolte skude Bjørgvin. Kunne vi sejle til Bornholm?
”Ja.. da, det ku vi da prøve,” svarede far mens vi trampede i pedalerne hjem af Artillerivej forbi politihundeskolen. ”Du skal træde, ikke trampe i pedalerne dreng…” Så fik jeg et hjælpende skub på ryggen som sendte mig et par meter foran Far, indtil han hurtigt kom op på siden af mig igen.
Ja… lad os sejle til Bornholm Far….
ØSTERSØEN JUNI 2007
Kalechen og søgelænderet er ikke kommet på endnu. Martin ”smed” er lidt forsinket.
Mik sidder på motorkassen og Lille Martin sidder på kiste bænken. Vi har hver vores ”Dåse Royal” i hånden.
”Ja det må du sku nøjes med jeg har jo ikke dine gashåndtags bajere.” Mik tager en ordentlig slurk af dåsen. Martin følger med… således gør jeg også selv.
Jeg har lige med lav fart slynget Bjørgvin rundt om indermolen i Svaneke havn i en elegant bue. Oppe ved havnekiosken står Laurits, Polle og Mikkel og vinker og råber. Vi er på vej ud i Østersøen på første prøvetur efter renovationen. Vi er ude i ”Sibirien” Svanekes forhavn. Jeg mærker de store dønninger, men giver lidt fart. Idet vi passerer de store granit ydermoler griber jeg mig selv i at smile kæmpe stort. Jeg styrer mit skiw igen på vandet, maskinen kører, jeg ser hen over det flotteste dæk Bjørgvin nogensinde har haft, jeg står i et lidt hævet flot nyrenoveret styrehus, Alt fungerer.
”Nå… det var sku da rat at se dig smile igen…” Mik kaster endnu en slurk øl i gabet.
”Den går fandme godt, maskinen” lyder det på vester jysk Martin har rejst sig og lytter interesseret efter alle lyde.
Mik kravler agter ud og visiterer bunden.
”Der kommer en lille smule ude fra agterspejlet, prøv at lukke op for lidt mere fart.
Jeg trykker gashåndtaget, som nu er placeret på den fine nye instrument konsol, lidt længere fem, og Bjørgvin rejser snuden og trykker røven lidt ned.
Men jeg er ligeglad om der skulle komme en smule vand fra agter, jeg sejler igen med det flotteste skib der findes…
Mik kommer frem igen og stiller sig.
”Så prøv at gi’ fuld gas nu” Martin stiller sig hen ved siden af Mik og jeg.
Jeg trykker håndtaget i bund, snuden rejser sig, ude agter ser jeg igen den velkendte rævehale af kølvand. Hun har fået ny skrue, leveret af Nexø værft, efter den gamle blev skadet og kasseret. Den nye skrue består sin ”stignings prøve”…
”Ti mil.. hun går kraftædme ti mil” Siger Martin
”Ja hun har fandme det lange ben foran” griner Mik
”Hvor er det her fedt” siger jeg dels til mig selv og til Mik og Martin.
Der er opstået en kæmpe frydefuld fornemmelse i maven på mig…. og Mik kan se det, det ved jeg han kan…
Vi kommer vel ind, og så smutter styre hydraulik slangen af så vi ikke kan styre og må hale os tilbage på den lånte plads. Men det betyder ingenting. Vi har været ude, det gik godt, det så godt ud, sagde Jette der havde set os inde fra land… Jeg sejler igen….
GRÆKENLANDSVEJ FØRSTE TIL HØJRE EFTERÅR 1992
Far og jeg sidder og ser fjernsyn i hans lille to værelses lejlighed som vi mange, mange gange har gjort når jeg besøgte ham. Vi har lige spist. hakkebøf med brun sovs, rigtig skrællede kartofler, bløde løg og til sidst et spejlæg på toppen af det hele.
Jeg er optaget af den film vi ser, men far pludrer lidt hele tiden, samtidig med at han ryger på sin Caminante cerut. Han fortæller om den søde unge hjemmehjælper som skriver feriekort til ham. Jeg tror han for en gang skyld er lidt forelsket.
Han læner sig lidt tilbage. Han har ondt.
Det var prostata kræft der havde spredt sig til knoglekræft. Men det ville gå langsomt og han ville ikke dø nu og her. ”Vi kan smerte lindre ham, og så kan han holde længe endnu” sagde lægen.
Men han må ikke kører på knallert mere, og kan han ikke det, kan han heller ikke komme ud på båden. Far og jeg prøvede dog alligevel og det gik fint. Og han kørte ud til sin elskede Bjørgvin et par gange, men han sejlede ikke.
Pludselig læner han sig frem og smiler til mig.
”Du Ronald, hvis jeg nu ikke kan sejle den mere, kunne du så tænke dig at overtage den”
Far sidder afventende
Jeg taber øjeblikkelig koncentrationen om filmen, skruer lyden lidt ned
”Hvad mener du, det er jo dit skiw far”. Osteklokke fornemmelsen kommer nu, kan jeg mærke. Jeg vil ikke have at han ikke skal kunne sejle mere.
”Ja… nu har jeg jo lidt ondt, og så kan jeg ikke klare hende mere” Far smiler stadig
”Jamen du ved jo hvordan det er med mig og håndværk far…” jeg ser direkte på ham.
”Århh, det er såmænd ikke så meget du skal. Skabe, slibe, spartle lidt, male og ja.. du har jo været med så mange gange så du ved jo hvad der skal laves”.
”Jo men…”
”Og så kan du jo sejle hende, det er du jo blevet god til” Far har hele tiden det der fantastiske venlige smil, lidt som om han vil sælge mig noget.
Men han vil ikke sælge mig noget. Han vil give mig sit eneste liv, det eneste der har betydet noget rigtig for ham. ”Hun kan beholde det hele, mor… hvis jeg bare kan beholde båden, det er det eneste der betyder noget” havde han sagt da far og mor blev skilt i 1970.
Nu vil han give mig det… og jeg tøver, tænk jeg tøver. Hvorfor? Er det for stort? Vil jeg ikke have det? Hvad er det med mig?
Jeg ved at jeg får brug for meget hjælp til at holde Bjørgvin, jeg er usikker på om jeg har økonomi til det, har håndelaget nok til at kunne klare hende. Jeg ved jeg er dårlig med værktøj… men skrabe slibe, og male lidt det kunne måske gå…
”Far… jeg ville gerne, og måske kan det gå, men jeg bliver nød til at regne på det og tænke over det” Jeg prøver at spore en reaktion af skuffelse hos ham, samtidig med at jeg ved at Bjørgvin ikke kan sælges, skal ikke sælges og helst heller ikke overtages af andre… Det er en stor del af mit liv der ligger der i vandet. Alle de fantastiske ture. Min agter kahyt som jeg aldrig fik sat ordentlig i stand. Thyborøn i store dønninger, Bornholm på ti timer og tyve minutter pralede vi med, Det fynske øhav, Fars tur til Göteborg hvor han slæbte en stor udfaset slæbebåd hjem til København for en kammerat, de store søer som vi red på som om det var vores ejendom. Far der brød is i klubbens lille havn så fritidsfiskerne kunne komme ud til deres garn. Far der slæbte dunhammer og andre havne redskaber rundt fordi Bjørgvin havde den kraftigste motor og ham og Bjørgvin var den eneste der kunne og ville klarer sådan nogle opgaver. Bjørgvin hvor far boede ombord i to år, efter skilsmissen fra mor. Bjørgvin og far der i tide og utide sejlede ud og hentede motor havarerede både, eller slæbte dem hjem til Sverige selvom besætningen var lidt fulde.
”Jeg skal finde ud af et eller andet, jeg vil jo gerne men…”
”Jamen så gør du det, men det skulle jo helst være dig der overtog.” Far læner sig tilbage i stolen igen, men han smiler stadig.
Ja det skulle være mig der overtog. Det blev mig der overtog. Jeg vidste det i samme øjeblik jeg fik opringningen om at: ”Din far Willy Andersen er afgået ved døden her i nat den elvte september”…
Jeg overtog…
Vidste du det far?
ØSTERSØEN UD FOR SVANEKE 17 JUNI 2007
Det regner og vi har slået presenningen ned, Kim som styrmands aspirant, Claus som kok, Adam, Kims søn på ti, som dæksdreng, og jeg som skipper og reder, udgør den lille besætning der skal sejle Bjørgvin hjem. Ja… Bjørgvin skal hjem igen.
Klokken sytten femten har vi lige forladt pladsen inde bag Mik’s båd. Nestus og Marianne var nede og få afgangs øl og hjælpe med at komme fra Kaj. Vi er i Østersøen nu…
Om formiddagen havde Claus provianteret og jeg har været hjemme hos Mik og Jette tage afsked. Mik kan ikke komme ned og vinke, han skal til træskibs træf i Helligpers lille havn sammen med Jørgen Nyberg og Jette.
Vi sidder lidt ude i Miks gårdhave, solen skinner, jeg har taget en Elephant fra Miks køleskab. Den sidste, vist nok. Vi siger ikke så meget. Dagligdags små ting og lidt om at nu er det tid. Alt virker på skiwet og hun er flot nu. Presenningen skulle have været vasket, nåede det ikke. Martin ”Smed” og jeg havde problemer med at få passet stativet til.
”Jamen det siger sig selv, alle mål har jo forandret sig, der er ikke noget der passer til de gamle mål mere. Ingen fix punkter.” Nåhh nej. Jeg læner mig tilbage og de tunge minder om mine uheldige dispositioner på det ellers hyggelige værksted der er klistret op af søndre mole titter faretruende frem. Et værksted vi havde lånt af Vagn der har et bådebyggerfirma et andet sted. Et værksted hvor ingen ting er lige fordi det står på den skæve mole. Men der var læ i den kolde vintervind, båndsav og to høvlebænke. Den lille varmeblæser tog toppen af kulden så lakerede lister, bundbrædder med mere kunne tørre inden for rimelig tid.
På en gang fascinerende at komme der og alligevel fik jeg af og til kvalme og blev ked.
Tog forkert på tingene, smurte for lidt lak på, borede de forkerte huller, og sådan varede det ved. Og alligevel måtte jeg, og tvang mig til at rejse over hver måned i ni måneder og forsøge at være til hjælp. Eller måske mest for at følge den fantastiske genfødsel af et fartøj der ikke findes andre af. Jeg måtte se hende…
Mik og jeg sidder og taler lidt forsigtigt om ”etape to”, agter kahyt og agterdæk.
”Så du har altså ikke fået nok af skiwet endnu?” Jeg læner mig tilbage i havemøblet.
”Næh.. jeg hygger mig med sådan en opgave. Her ka´ jeg jo løbe linen ud. Det var ikke så tit jeg kunne det mens jeg havde firmaet. Kunder, ønsker, og hvad koster det…” Mik løfter dåsebajeren op til munden.
”Det jo de færreste kunder der aldrig spurgte om prisen…”
Vi sidder tavse lidt. Om et par timer er Bjørgvin for en periode ude af Miks hænder. Og han ved det.
”Det bliver sku lidt mærkeligt.. hm.” Mik ser tomt frem for sig.
”Ja…men jeg glæder mig til at få den hjem igen sådan som den ser ud nu”
”Du sejler sku da også hjem med et helt nyt skiw”
”Agter kahytstaget skal være glasfiber lige som styrehus taget, så kan ring dæk og agterdæk jo laves som fordækket” siger jeg og håber at Mik er enige.
”Ja.. det er jeg helt enig med dig i. Det bliver nemlig en bedre helhed.” Puh… ja han var enig om etape to.
”Du får fint vejr hjem gamle ven”. Mik ser lidt op i himlen.
Jeg fortæller lidt om ruten hjem over Sverige.
”Det lyder fornuftigt”. Siger Mik.
Vi sidder lidt igen…Jette stikker hovedet ud, får et knus og tak for mad…
Det er tid… jeg rejser mig, Mik rejser sig. Vi står lidt over for hinanden. Jeg har klump i halsen. Den mand har givet mig min livsgave. Hvad har jeg givet ham?
Pengene var så små så det var tæt på at være lige meget. Måske lidt musik og lidt samtale om livets besværligheder og skuffelser, men er det nu noget?
Vi ser hurtigt på hinanden og jeg fornemmer en alvor hos Mik.
Bare rolig du, vi ses jo igen… tænker jeg. Vi holder hinanden på skulderen og jeg tænker på hvad han sagde. ”Tja nu er det jo også blevet mit skiw lidt…”
Ja det er… du har jo lagt din sjæl i det. Nu sidder du dér, inde i Bjørgvin lige som far sidder der, suget ind i gammelt og nyt træværk. Sidder i mon ved siden af hinanden og holder øje med det hele? Dit værktøj har skilt og samlet, bygget op og kælet for en gammel båd…
Vi giver hinanden et hastigt knus…
”Go’ vind du gamle” slynger Mik efter mig da jeg går ud af den lille port.
”Tak… jeg ringer til dig løbende”
”Ja gør du det, min ven” Mik ser ned på gårdens belægning
Vi er oppe på syv en halv knob, maskinen lyder godt. Vi passerer Mik og Jettes hus inde på land. Jeg stikker hovedet ud fra styrehuset og ser tilbage mod de store granit moler på Svaneke havn. Jeg har så tit tænkt på hvordan det ville være at sejle ind og ud igen gennem de moler.
Det var meningen vi skulle have sejlet ind, men det satte tovværk og skrueskade en stopper for i Tårbæk september 2006. Så Bjørgvin måtte bæres over til bedding på lastvogn fra Vips transport. Det brød jeg mig ikke om, selvom Vips var flinke nok. Jeg ved ikke om det var det hun selv ville, der var så mange ting lige op til afgang mod Svaneke, så jeg blev helt overtroisk.
Kim , Claus og jeg ser på hinanden. Adam sidder allerede og hygger sig i den nye salon.
”Så skete det endelig” siger Claus.
”Ja, så skete det.” Jeg fornemmer søen som nu kun består af lange dønninger fra gårsdagens femten sekundmeter.
Kim giver mig et langt knus. ”Tillykke du…”
”Tak”… og med ét må jeg se væk, stirre lidt tilbage mod molerne vi lige har forladt. Se stift fremefter igen, løfte en lidt snavset hånd op og tørrer øjne. Claus klapper mig på skulderen, kravler ind i salonen, og lader som om han skal finde kaffe frem.
Kim går hen agter, knapper presenningen op igen, det regner ikke mere. Han bliver stående og ser lidt væk. Jeg får lov at stå alene ved rattet. Var det stykke sjæl der i en periode var revet ud, nu sat tilbage på plads igen i mit eget hoved. En kæmpe lettelse er sat ind, en frydefuld fornemmelse af at have mit skiw igen, flottere og i bedre stand end nogensinde, men samtidig også en uforklarlig fornemmelse af sorg over at skulle forlade Svaneke og hele det miljø. Jeg tænker på Martin, Laurits, Polle og hvem der ellers har været omkring Mik. Jeg får lov at stå og styre lidt for mig selv, stirrer blot ud af styrehus ruderne som Adam så fint har pudset, nyder styrehuset, bevægelserne, den nye styrekonsol. Og suger det nye dæk til mig. Jeg kæler forsigtigt over dækket inden for styrehus rammerne.
Jeg har Bjørgvin tilbage…
En whisky bliver langet op til mig.
”Skål du, og endnu engang tillykke” siger Claus, og Kim skåler med. Adam må nøjes med Cola.
”Puha…” siger jeg.
”Ja den trak vist tænder ud hva?” Kim griner men vi er glade og forventningsfulde.
”Kim.. du tar´ den første vagt, så tager jeg hende over Bornholmsgattet hvis det nu skulle være lidt uroligt”.
”Okay”
Jeg går ud agter og nyder udsigten. Vi har næsten havblik og regnen er stoppet og alt er rigtigt…
SVANNEKE EFTERÅR 2006
Det suser i presenningsteltet som Mik og jeg har sat op på havnen i Svaneke, på Søndre mole. Når man står inde under teltet kan man kun hører Østlige Østersøs kraftige sø slå op mod granit molerne. Men når man skal pisse, så går man uden for, og stille man sig lidt på tær, så kan man se de vældige bølger slå hårdt ind mod de kraftige moler. Det siges at under en storm stod vandet engang helt op til hotellet i gadeplan. Nu er portene lukket til inderhavnen så Mik kan ikke komme ud og sætte kroge. Det gør han ellers næsten hver morgen sammen med Laurits. De skal fange laks, som senere skal ryges. Jeg har smagt det og det er godt…
Under presenningshuset står Bjørgvin, strippet helt ned til det bare skrog. Ingen dæk, ingen styrehus. Kun skrog, og agter kahyt står tilbage med kompagniskab af motor og motorkasse, samt en masse råddent træ, spåner, affald, værktøj og klude som ligger og flyder rundt i hele båden. Al overbygning er flået af med bræk jern. Mik er ved at pynte lidt på mit skiw. Han har aldrig udtrykt det sådan, men det kunne han for så vidt godt have gjort. Jeg er iført termo kedeldragt, strikket bluse forede støvler. Jeg må bukke mig under de nye bue bjælker som Mik allerede har monteret tværs over skiwet og for kahytten. De nye bue bjælker skal bære det nye dæk samt et renoveret styrehus. Naivt har jeg bedt Mik om at bevare så meget som muligt af det oprindelige.
”Ja… men det kan jo ikke nytte noget når det hele falder fra hinanden når man rør ved det. Alle skrue og gamle stifter er jo tæret, det ka´ jo ikke holde, det må du sku da kunne forstå…”
Jo… det må man vel forstå. Miks stemme er indtrængende og kort tror jeg han allerede er træt af projektet. Et projekt som han for ca. ét år siden tilbød mig under den for Mik sædvanlige sætning. ”Vi finder en ordning”.
Med et begrænset budget valgte han alligevel at holde ord.
”Ser du… når jeg nu går på pension, så flytter vi til Bornholm, til Svaneke. Og jeg ka´jo ikke bare sidde dér og trille tommelfinger, så du sejler dit skiw over til mig, så skal jeg sku nok fikse den lidt op med et ordentligt dæk og styrehus.”
”Jamen så kommer jeg over og holder i den anden ende” som vi er blevet enige om at det hedder når man sådan lige skal hjælpe lidt til. Men min hjælp er måske mere i vejen en til gavn syntes jeg. Så jeg starter forsigtigt med at tømme båden for alt løsøre, for gud hvilken gang ”gå i sumpen” rense ud for gammel olie slam, skrabe og rydde op.
Så kan det måske hurtig blive lørdag, så Mik og jeg kan komme op på Svaneke bodega og spille. Mik med Harmonikaen, mig med guitar.
Jeg har kun set Bjørgvin så nøgen én gang før. I 1969 havde far lavet en aftale med en bådebygger ude i Svanemøllehavnen om at få lagt nyt dæk på. Der gik to år før Bjørgvin kom i vandet igen og far var tydeligt utilfreds med det udførte arbejde. Men hvad kunne han gøre. Det var jo også dengang lavet til ”favorabel pris”. Det er det også nu, men jeg fornemmer allerede kvalitet når jeg rører ved de nye bue bjælker, og ser hvordan de fint er monteret på nye langsgående bjælkevæger. Det ligner helt klar noget der kan holde.
Mik fløjter mens han med hård og ubarmhjertig hånd og et brækjern splintre de rådne cockpit sider ad. Træet flyver omkring ham. Og jeg som troede det skulle skrues ud.
”Hvorfor fanden sku vi det… det skal jo smides ud. Det er jo pilråddent.”
Jo… det kan jeg jo godt se, og jeg kravler ned i bunden og skraber videre.
Det er som om Bjørgvin er ved at blive født på ny. Bygget op igen, så meget forfra det nu går an at gøre uden at ødelægge den fine form, som Mik lige som jeg selv er tydeligt begejstret for. Blot sidder jeg med angsten for at fars ånd forsvinder ud med det rådne træ Mik flår ud af båden og smider ned på beddingspladsen. Det gør lidt mystisk i hovedet hver gang jeg kravler ned af stigen og ser de kasserede dele ligge dér under den store gamle beddings vogn som vi har fået lov at låne og stå på under renovationen. Jeg søger inde i hovedet for at føle noget. Kan godt, og løfter af og til et kasseret stykke cockpit side op for at mærke på det. Det stykke som far siden 1963 har lagt hånd på, støttet sig til, kravlet hen over, slebet og lakeret på og sejlet rundt med i stor dele af Danmark. Måske lige det stykke jeg selv som barn har siddet og hængt op af når far og jeg sejlede langtur. Det var og er en rigtig god plads derhenne agter i styrbord side, når man sidder med benene oppe på kistebænken, læner sig op af agter kahytten og lader højre arm hænge ud over cockpit siden for af og til at se om man kan nå det kølige vand. Og så kan det være nok så meget frisk vind med høj sø… man sidder godt dér.
Vi står nu også godt dér ved baren på Svaneke Bodega og holder pause. Vi har spillet de første to sæt, og der mangler ikke drinks. Jack Daniels til mig og bajere til Mik. Vi spiller alt. ”Rosa på bal” , ”Honey sucle rose”, ”Det var på Capri”. Mik kan dem alle sammen, og jeg hænger på og kaster med løs hånd en Django Reinhardt lydende solo hen over det hele. Undtagen på ”Rosa” som jeg har lært af Mik, lige som ”Christiansø valsen” og så mange andre. Han skal til gengæld love mig at lære B-stykket og den kromatiske nedgang i ”Dinah”… det går det lidt langsomt med, og jeg siger til ham:
”Dér kan du selv se… du syntes jeg skulle kunne lære det dér med at skrabe lakken ordentlig af, og lave ordentlig håndværk, men jeg kan det ikke. Du skal lære at spille Dinah og den kromatiske nedgang i b-stykket, og du kan det ikke. Vi har nemlig hvert sit talent forstår du!” Jeg ved at jeg bliver fast i stemmen når samtalen kommer ind på hvem der kan hvad. Men nu er vi begge også blevet lidt fulde og folk på bodegaen er stærkt begejstret for vores optræden der på det grå linoleumsgulv midt i hele det gamle værtshus dér hos engelske Peter, så der er en god stemning lige meget hvad der bliver sagt.
Vi har spillet det sidste sæt, til langt, langt over tiden, og nu vakler vi hjem til Oluf Høst gade støttende os til hinanden. Jeg skal sove i arbejdslejeren som er skuret i haven hos Mik og Jette. Vi griner og vakler af sted. ”Det ku’ de sku godt li’” siger Mik mens hans øjne spiller i lyset fra gadelampen og bag skæget smiler munden
”Vi var også gode…” siger jeg og ser på ham, denne mærkeligt sammensatte mandsperson bestående af intelligens, en vis portion musikalitet, en meget meget stor portion håndværks talent, samt en lige så stor portion menneskelighed gemt bag en lidt skrap facade…
”Vi får et flot skiw du… bare vent til de ser den i Snekkersten” snøvler Mik. Vi har fået meget at drikke, men jeg er ovenpå, på Bodegaen var det mig der kunne noget sammen med Mik. På havnen er det kun Mik der kan noget…
Men alligevel, hvis far bare havde set…
SVANNEKE 12 MAJ 2007
Kim knokler oppe i cockpittet. Han er ved at genetablere og ny etablere hele strøm systemet, og der er kun én time til kranen kommer. Mik er i fuld gang med at skille teltet ad og lægge stativerne ned der har dækket beddingen hele vinteren. Adræt springer han rundt med den elektriske skrue maskine i hånden der siger bzzzz og skruerne fløjter ud.
”Hold her!” råber han, og jeg må ile til for at holde så et af stativerne ikke vælter ned til Kim. Pladsen omkring beddingen befolkes langsomt af nysgerrige. Lille Martin, Laurits Polle kom vist også forbi med en lille pose øl.
Mit hjerte banker og jeg kan ikke koncentrere mig.
”Hva fanden er du så nervøs for mand, jeg er her jo… og den trækker ikke noget vand. Det har jeg jo sagt” Mik farer rundt. I ladet på hans lille Toyota ligger harmonikaen.
Trækker ikke noget vand.. ha. Tænker jeg. Det kan godt være at han har kalfatret hele bunden nu, men det er ikke tre uger siden at vi forsøgte at bord fylde Bjørgvin, et projekt der mislykkedes. Bunden af skiwet lignede én stor bruser og vandet kom lige så hurtigt ud under bunden som vi hældte det i med den store spuleslange.
”Men nu har jeg jo slået hele bunden så kommer der sku ikke noget vand…”
Mik har kastet harmonikaen over skulderen. Solen står højt på himlen.
Nestus kommer og kravler op til Kim. De kæmper med at få strømmen færdigt så pumperne kan kører når Bjørgvin bliver søsat.
”Jamen du får ikke brug for dem”. Mik kaster sig over ”Christiansø valsen” og jeg vil så gerne være med, men kan ikke finde ro til det. Guitaren står ellers fremme og jeg går rundt med min sædvanlige Elephant øl i hånden. Men nej jeg kan ikke finde ro. Om en halv time kommer kranen.
De har alle sammen sat sig ovre på en af kasserne langs granit molevæggen. Kun ikke jeg.
Jeg tør heller ikke spørge hvor langt Kim er med strømmen. Lusker ind i værkstedet og finder tovværk frem, samt et par fendere.
Mik er færdig med sit, resten er op til mig selv…
Jeg er tør i halsen. ”Bare rolig, jeg er hos dig min ven…” de venlige ord bekommer mig godt.
I sær efter at jeg havde tabt Kims værktøjs mappe ud over hele beddingen, med et efterfølgende raseri udbrud fra styrmandsaspiranten. Forståeligt nok, han er et ordensmenneske.
Mik slæber stadig rundt på harmonikaen.
Kranvognen kommer… lidt for tidligt syntes jeg. Syv måneder på den gamle bedding, bare hun ikke er vokset fast.
Nu rejser de sig alle sammen. Jørgen Nyberg er kommet med sin hund, sit lange hår og skæg og sin lidt fladt klingende banjo. Nu spiller Mik og Jørgen ”Rosa på Bal” og jeg kan den, men guitaren står stadig op af skuret.
Kranmandens lille søn hjælper med at lægge stropper ud og jeg roser ham, men det er som om det hele foregår i en tåge. Jeg tager en Elephant mere i håb om at hjertet holder op med at galopere.
”Jeg får ikke pumperne til at kører” Kim stikker hovedet op fra cockpittet. En gnist og et råb indikerer at stress også har sat ind hos ham. Han havde forbundet et kabel forkert.
Kran manden er tålmodig og hygger sig med opløbet af bekendte mennesker der kender
en eller anden der igen kender en eller anden. ”Nåh ja ham…”
Jeg kan slet ikke høre efter og forsøger spagt med historien om min far og Bjørgvin…
Og kranmanden nikker høfligt mens han kigger efter sin søn.
Nestus kommer med en stor dyk pumpe…
”Hvad… hvorfor sagde du ikke det” En svag lettelse indfinder sig hos mig.
”Den får du heller ikke brug for” Mik spiller ”Honey suckle rose”. Mens han grinende går rundt på havnen.
Og så sker det…. Lastvognens motor kommer lidt op i omdrejninger. Hydraulikken syder og hvæser. Stropperne ligger rigtigt, og det er mig der ved hvor de skal ligge omkring skiwet, så der er balance.
Et knirk og hun er fri af sit vinter fangenskab. Et par små kiler har svært ved at slippe kølen og må vippes af med et let dask. Der hænger hun som en baby i sele i lastvognens store kran.
Omkring Mik hænger harmonikaen stadig. Er han da slet ikke nervøs?
Laurits og Martins gæve Jyske høres på afstand. Jysk trods de har boet i Svaneke en menneske alder. Men det Jyske blandes med Bornholmsk. De andre er her også. Bornholmsk som jeg kender det fra min barndom i Farmor og Farfars hus i Rønne.
Det flotte skib hænger i stropperne ud over vandet. Endelig har Mik sluppet harmonikaen og nusser rundt ved kajkanten. Nu må han da være spændt, men jeg vover ikke at spørge ham. Kim er flygtet over på den modsatte kaj med sit kamera. Han holdt ikke min uro ud… tror jeg.
Langsom fires Bjørgvin ned mod sin skæbne… vandet.
”Hold hende i vandlinien” råber Mik mens han kravler ud ombord.
Kranen stopper da Bjørgvin ligger i vandlinien. De står der alle sammen og kigger.
Der bliver ikke sagt meget.
Mik er hurtigt nede om bord, jeg står med hånden for munden på Kajen.
”Der er ikke en skid vand… der er ikke noget, lad blot stropperne gå”
Jeg føler tårerne står mig i øjenkrogen, men springer hurtigt ned til Mik
”Se.. hvad sagde jeg, der kommer sku ikke noget vand” Mik ser grinende på mig og hans skæg vipper, og han suger luft ind gennem den ene mundvig, som han så tit gør, for kort efter at fløjte et eller andet ukendt stykke musik.
”Hva’ siger du så gamle ven?” Mik rejser sig op.
I øjeblikket, i dette øjeblik, nu og her… er kun Mik og jeg. Jeg smiler og tager om skuldrene på ham.
”Nej… der er ikke noget vand…”
”Det løber ganske sagte ind fra agter, men slet, slet ikke som jeg havde frygtet.
Og nu kommer Nestus med dyk pumpen, som så pludselig heller ikke virker.
Mik og jeg kravler op og løsner stropper. Kranmanden bliver betalt og kører med sin lille søn. Kim kravler ned og fortsætter sin operation strøm
Endelig sætter jeg mig med en Elephant mere, guitaren og solen. Vi spiller igen ”Christiansø valsen”. Bjørgvin flyder, roen falder på mig…
”Jeg sagde det jo…” Mik griner til mig.
Jeg går over på den anden mole. Der kommer de første turister. Jeg tager mit kamera op, klikker et par gange mod Bjørgvin. Turisterne stopper og ser over mod den flotte motorbåd med det nye teaktræs dæk, ny styrehus ramme og tag, flot hvid, blank og hel glat…
Ja… det er mit skiw der ligger der…det ved i nok ikke… men dér ligger hun altså….
ØRESUND 18 JUNI 2007
Adam, dæksdreng på ti år står og styrer. Der er ro på vandet her den sidste time. Kokken er halv syv og vi vil være i havn ca. halv otte her til aften. Jeg har ringet til Lotte og havnefogeden Lille Finn. Vi har haft en fin tur over. Lidt efterspænding af hydraulikken til styretøjet, lidt diesel udslip fra et filter, lidt problemer med at lænse fordi Miks gummihandsker sammen med alt muligt andet smulder og bygge affald blev skyllet ned til pumperne og forhindrede bundvand blandet med lidt diesel i at blive lænset ud. Det var ikke rigtig noget for Styrmandsaspiranten. Kim var lidt bleg på et tidspunkt. Dieselstanken havde bredt sig lidt rigeligt. Men efter at have tømt et par gode håndfulde ”lort” ud lænsede vi både vand og diesel ud.
Hammervandet er i fornuftig lune trods vi springer lidt i resterne fra gårsdagens kuling, blandet op med de seks sekund meter fra sydvest. Solen er på vej ned og farverne er stærke her over vandet. Det røde sollys spiller i skyerne fra regn og torden byerne der ligger klar til angreb når de får lyst.
Vi går i havn i Käseberg i Sverige og konstaterer at deres vinkelfyr er ude af drift. Vi skaffer kokkens gode sandwich, drikker irsk kaffe, får en godnat drink og kravler til køjs for et par timer.
En ko står og stirrer ned på mig oppe fra højen, mens jeg pisser morgen pisning.
Besætningen bliver purret, der er ro på vandet og gryende sol.
Vand til kaffen bliver sat over og et par madder ryger ned. Vi bakker ud fra pladsen, Claus skal have den næste times ror tørn. Fik kun én time inden Käseberg. Siger han var stolt af at måtte føre skiwet her i Østersøen.
Jeg føler mig lykkelig.
Telefonen ringer.
”Nåhh hvordan går det” Miks klare stemme lyder i telefonen.
”Rigtig godt….”
Dæksdrengen taber pøsen lige inden indsejling til Falsterbo kanal. Der bliver talt om straffe arbejde og bøder samt erstatning.
Kokken serverer Miks røgede torskefilletter med nye kartofler og forårsløg. Solen skinner.
Og jeg rammes igen af lykkefornemmelse. God besætning, gode venner omgiver mig.
”Nåhh ja men jeg er da også meget flink” siger jeg tit.
Tænker hele tiden på alle de ting Mik og de andre i Svaneke har sagt om Bjørgvin.
Flot skiw, stærkt skiw, ka godt tåle lidt sø. ”Men lad være med at løbe på en sten med hende, så brækker plankerne, de er ikke for tykke” siger Mik. Nestus der skaffer reservedele til styretøj m.m. Torben og Lis der skaffede Martin ”Smed”… med det nye søgelænder, tank, og så videre. Havnefogeden der lod os være, Vagn der lånte os værksted, Jette der lavede mad og så… bodegaholdet.
Kim styrer, vi lader en DFDS bil transport passere styrbord om os her langs Perberholm inde i Dansk farvand. Det eneste punkt der ikke passede på koordinaterne i navigatoren var ”Rød nr. 8” som ville lede os uden om Peberholms lange tange med lavt vand, og ind i Kongedybet langs Amager kysten. Alt andet passede. Der er altid noget særligt at passere København med alle sine tårne. Adam skal styre og må op på en lille ølkasse så han kan se ud, men vinden har frisket fra nord øst, og selvom han forsøger at styre som han har hørt vi gør når der er lidt for frisk sø, og selvom han faktisk er ret god til at holde kurs, er der alligevel en sø der får krammet på ham, og han ryger ned af ølkassen og slår sig lidt på kanten af ølholderen. Jeg overtager og lover den skuffede dæksdreng at han styre igen når søen har lagt sig.
Det er som det var i går… der ind ligger Kystens Perle, stranden, de sædvanlige flag der markerer HC’s og Tages ruser…. Om et kvarter er vi inde, to minutter før ETA tid.
Hård sydgående strøm, og Mercedesen måtte yde lidt ekstra her til sidst.
Snekkerstens mole er tæt på nu, må holde til styrbord for ikke at komme for tæt. Strømmen flytter os. Tager fart af, og pludselig dukker der Dannebrogs flag op fra molen. Lotte og Mette vifter og råber, Lille Finn løber ud af molen og peger på den plads vi skal ind på.
Jeg bakker ind som om jeg aldrig har gjort andet. Så ligger vi der. Peter Bang og Berit kommer, Freddie og Solveig kommer.
”Du ringede for sent, ellers havde vi lavet en modtagelses komite” Finn smiler og har sagt velkommen hjem.
”Det er fandme blevet flot” Peter og Berit, Finn, Freddie, Solveig skal ned og se dæk og salon.
Claus, Kim og Adam har hevet lidt mad og øl op på kajen. Clauses flaske god whisky er også faretruende inden for række vidde.
”Vent lidt jeg må ringe til Mik” Jeg kaster mig ned ombord og føler igen den dér frydefulde fornemmelse. Hun er hjemme hos mig igen…
”Det er Mik” lyder den skarpe stemme i røret
”Så er vi landet, hun er hjemme” jeg er tæt på overstadighed, har allerede fået et par whiskyer ned sammen med en julebajer, den sidste stærk øl. Elephanterne havde fået sine ben at gå på.
”Det var godt at høre gamle ven, tillykke med det du…”
Der er lidt fest stemning på kaj og i skiw, Selv Freddie som har været lidt nede i humør, griner og driller godmodigt. Jeg har så meget overskud nu, så alle kan sige hvad de vil. Jeg sejlede mit flotte skiw hjem igen og jeg er stolt af at vise hende frem. Mit livs rejse har Mik sagt…ja det må han gerne sige nu…
”Jamen det var jo godt, så kender du jo turen, så kan du jo bare komme igen. Vi er jo ikke færdige…” Nej Mik har fortalt om billig bedding på Christiansø, og hvordan vi må finde en ordning til etape to engang i 2008 eller 9.
SNEKKERSTEN HAVN 20 JUNI 2007
Jeg er alene nede ombord, sidder og skriver logbog færdig for turen. Skriver også alt det ind, der er blevet lavet under vinterens bedding ophold. Torben med den flotte motor træbåd Nauta har været nede og se. ”Han er fandme dygtig, det er et flot stykke arbejde, her lugter af frisk træ.”
Torben ved hvad han taler om.
Flere af de andre på havnen har sagt velkommen hjem og, ”Det ser sku godt ud…”
Har lige været ude og vende på Sundet på en rutinetur. Har kælet på siden på bagbord side som jeg plejer, drukket ”En enkelt”.
Solen skinner, jeg ser op og rundt i båden, sætter mig lidt ind i kahytten ser rutinemæssigt efter bundvand. Der er noget, men Bjørgvin har også været ude og vride lidt.
Ro sænker sig over mig, ja nu er hun hjemme igen…
Havde far bare set… skriver jeg i log bogen og sender Mik en tanke…
Ja, havde far bare set…
