Modelbådslauget
Snekkersten Skotterup Sejlklub

I Modelbådslauget konkurrerer vi engageret på venskabeligt plan. Men der er også fokus på, at vi skal hygge os med en kop kaffe og en god snak.

HISTORIE

I forsommeren 2023 viste Flemming Brinck Hansen sin fjernstyrede modelbåd for en række sejlere fra Snekkersten Havn.

Båden var en Dragon Force 65.

En plastikbåd på 65 cm, som man kunne købe næsten færdigsamlet, så det var nemt at komme i gang med at sejle.

Det skabte rigtig megen interesse, og mange meldte sig som interesserede i at købe en Dragon Force 65.

Hurtigt var vi et 2-cifret antal både, og august 2023 blev der afholdt et stiftende møde, hvor

‘Modelbådslauget Snekkersten Skotterup Sejlklub’ blev født.

Her primo 2024 er vi 17 medlemmer.

HVAD GÅR DET UD PÅ?

Vi sejler kapsejlads, og her gælder det om at vinde. Men alt foregår gemytligt og i en god tone, og bare man lige lærer sig de 2 vigeregler styrbord/bagbord og luv/læ, kan man være med.

HVOR OG HVORNÅR SEJLER VI?

Vi sejler i lagunen ved Snekkersten Havn.

Vi sejler hver onsdag og lørdag fra 10 – 12.

Vi mødes til skippermøde i sejlklubbens klubhus og får en kop kaffe og en hyggelig snak og erfaringsudveksling inden dagens sejladser.

I sommerperioden (1/4 – 30/9) er lørdag regattadag.

Hver lørdag findes en vinder, som hædres i vores Facebook-gruppe (hvis man vil). Samtidig deltager man i konkurrencen om at blive kåret som månedens bedste modelbådssejler.
Alle sommerens sejladser kvalificerer til at blive klubmester. Klubmesteren får en vandrepokal med sit navn indgraveret på en navneplakette.

HVORDAN KOMMER JEG IGANG?

Modelbådslauget er en del af Snekkersten Skotterup Sejlklub. Vi sejler i havnens område, vi har redningsjolle og opbevaringsskab i sejlklubbens område, og vi benytter sejlklubbens faciliteter til kaffe og møder.

Du skal derfor være medlem af Snekkersten Skotterup Sejlklub.

Derpå skal du købe en brugt eller ny Dragon Force 65. En udgift på ca. 2900,-

Kontingent i modelbådslauget er 50,- årligt.

Vi  er i stadig udvikling. Fx er der kommet en el-dreven jolle til, som kan benyttes, når en DF65 er løbet tør for strøm eller er blevet fanget i tang i lagunen.

Vi har også en modelredningsbåd, som kan styres ud til den havarerede båd og fange den for at skubbe den tilbage til broen, hvorfra vi alle står og styrer hver vores båd.

Wordpress Social Share Plugin powered by Ultimatelysocial