SSS Mandagskapsejlads 10. august 2015
Sejladsen foregik i let vind efter en totalt vindstille sommerdag. Sirenens kamera deltog med sin altid aktive fotograf Dan. Foto set agterud fra Sirenen. Tekst Anders Post.
Båd R DEN95 ”C’est la Vie” har lige vendt op ad 344 ”Monique” for at passere den gule bøje på sin styrbord side. Genuaen bakker endnu.
R DEN95 ”C’est la Vie” har stadig bakket genua, der bremser og giver afdrift. Skolebåd ”Monique” 344 skal give plads, men har svært ved det. Tæt bag disse to både gemmer Olsen 31 ”Donaway” sig. Går det godt?
Gul bøje er nu agter tv, og alle kom knebent forbi. R DEN95 ”C’est la Vie” har fået halet genuaen i rigtig side, men mistede fart. Nr. 3 fra venstre ”Monique” kom bedst forbi. Olsen 31 ”Donaway” er stadig bag ”C’est la Vie” uden god fart. Nr. 2 fra højre er ”Boheme”. Yderst til højre kommer Peter Bruuns nye, gamle spidsgatter ”Fri”.
Ak og vindstille. Bådene nåede ikke i mål, da dommerne ikke havde forudset det og afkortet banen i tide.
Snekkersten Kapsejlads på Roskilde Fjord og Isefjord
Sirenen blev nr. 2 på fjordene
Anders Post og besætning Sven og Dan deltog med Sirenen i kapsejladsen Sjælland Rundt på Indersiden, SRPI.
Denne sjove og meget kønne kapsejlads blandt fjordenes siv, rev, skove og grunde holdes i weekenden før Sct. Hans. I juli kom resultatet:
Sirenen blev nr. 2 overalt blandt 33 kapsejladsbåde (heraf 3 Luffe 37), 7 trimaraner og 58 tursejlerbåde. Trimaranerne har deres eget målesystem, men Sirenen slog 4 af dem. Dog kan tiderne ikke rigtigt sammenlignes.
Kapsejladsen starter lørdag morgen kl. 9 ud for de lokale bådes hjemmehavne, så de har ikke lang vej. Som gæst valgte vi Lynæs som hjemmehavn, for det er nærmest ved Snekkersten. Foruden de lokale både var der 6-7 andre fremmede både med som os selv.
Vi mødte eller indhentede hele tiden andre både, men vore egne konkurrenter i løbet – 12 fra andre havne – så vi ikke meget til. Men vi kom rundt i alle de idylliske kroge på fjordene.
Lørdag sejler vi så langt, vi orker, gerne ca. 40 sømil. Før det bliver mørkt, går vi i nærmeste havn, spiser, hygger og sover i fred og ro – i modsætning til den rigtige Sjælland Rundt. De smalle render i Roskilde Fjord egner sig ikke til natsejlads.
Søndag morgen kl. 9 starter vi på de sidste ca. 40 sømil ud for overnatningshavnen og til mål ved starthavnen.
Ekstra oplevelser
Der var også et stævne for de hurtige og kulørte Hobie-katamaraner i vestligste del af bredningen nordvest for Roskilde.
Her så vi en kæntret Hobie-katamaran ligge på siden med masten vandret i bredningen. Og den blev liggende. En Hobies besætning skal netop veje mindst 130 kg, så de kan rejse den op, når den kæntrer. Det blæste 8-10 m/s vind, og to spinkle fyre holdt bare fast og kunne åbenbart ikke rejse den op.
Sirenen kom forsigtigt i nærheden og prajede dem. De lød OK, og de var i våddragter. Men vi turde ikke sejle tæt på, da katamaranen var drevet ind på lavt vand. Men når de kunne bunde ved den øde skov, kunne de formodentlig let rejse katamaranen igen.
Vi måtte væk fra det lave vand og vendte over stag. I vendingen knasede vores køl på småsten på Uglen, en lille grund. Dog krængede Sirenen sig straks fri i vendingen og sejlede videre. Imens sejlede også katamaranen videre.
Sejladsens anden oplevelse var møde med et stort vikingeskib fra vikingeskibsmuseet i Roskilde. I den friske vind sejlede skibet på bidevind uden problemer og næsten uden krængning. Der er mange kampesten som ballast i et vikingeskib. Flot syn, vi ofte har mødt her nord for Roskilde.